Colrefuz (Colchicin)

RKR-logo-lille

Reumaklinik Roskilde
v/Michael Sejer Hansen og Torben Grube Christensen

 

Udgivelsesdato: 7. april 2017

 

Colrefuz
(Colchicin)

 

Hvad er Colchicin
Colchicin er et betændelsesdæmpende middel, som har været brugt til gigtbehandling i århundreder.

Hvilke sygdomme behandles med Colchicin?
Colchicin bruges til behandling af urinsyregigt, også kaldet podagra eller arthritis urica samt til en anden krystal-gigtsygdom ved navn pyrophosphat arthritis. Desuden er midlet vigtigt ved den hos danskere sjældne lidelse familiær middelhavsfeber, hvor det hæmmer anfald af mavesmerter og udvikling af nyrekomplikationer.

Hvordan virker Colchicin?
Colchicin dæmper den betændelse (inflammation), som aflejring af urinsyre (eller andre krystaller) kan medføre i dine led.
Colchicin bruges både til behandling af akutte urinsyre-gigtanfald og til forebyggelse af anfald under det første halve år (eller længere tid) efter påbegyndt behandling med Allopurinol eller Febuxostat.

Hvordan tages Colchicin?
Colchicin findes som tabletter á 0,5 mg. Ved anfald er almindelig dosis 2 tabletter straks ved anfaldsstart og yderligere 2 tabletter efter 1-2 timer. Ved fortsat behandling ved anfald eller som forebyggelse er dosis 1 eller 2 tabletter dagligt. Ved nedsat nyre- eller leverfunktion eller nedsat dannelse af blodceller i knoglemarven nedsættes dosis yderligere, eller behandling må helt undlades.

Hvordan opbevares Colchicin?
Colchicin opbevares ved stuetemperatur, i den originale emballage og beskyttet mod sollys.

Bivirkninger
Diarré, mavesmerter eller mavekramper, kvalme og opkastning er almindeligt forekommende, men stopper igen, hvis du pauserer med medicinen, hvorefter behandlingen ofte kan genoptages i let reduceret dosis. Mere sjældent optræder lever- eller nyrepåvirkning, nervebetændelse (polyneuropati) eller muskelsvækkelse. Påvirkning af knoglemarven ses meget sjældent.

Colchicin og anden medicin
Ved samtidig behandling med kolesterolsænkende midler (f.eks. Simvastatin), visse typer antibiotika (f.eks. erythromycin) og med Ciclosporin øges risikoen for bivirkninger.

Alkohol
Alkohol hæmmer udskillelsen af urinsyre via nyrerne. Et lavt eller slet intet forbrug, specielt af øl og spiritus, er derfor tilrådeligt.

Nyere undersøgelser tyder dog på, at 1-2 glas vin (genstande) om dagen af ikke nærmere kendte årsager ikke øger urinsyre- koncentrationen i blodet.

Graviditet og amning
Erfaring med brug af Colchicin under graviditet og amning er endnu begrænset og brugen af midlet frarådes under disse omstændigheder.

Kontrol
Regelmæssig blodprøvekontrol af lever- og nyrefunktion er nødvendig, når du er i behandling med Colchicin.